Thailand - torsdag den 19. februar 2004
Bangkok - Bang Saphan
Kl. 9 var der aftalt afhentning af vores kommende vært i Bang Saphan, franskmanden Claude. Igen kunne vi konstatere, at indgåede aftaler blev holdt. Det var dejligt.
På slaget 9 rullede en wan fra Coral Hotel i Bang Saphan ind foran hotellet og ud af bilen steg en chauffør med et skilt med mit navn på - og min far turde som den første tage kontakt til ham - på trods af hans manglende engelskkundskaber.
Snart gik det ud af storbyen. Igen var trafikken tæt ind mod byen. Det passede os fint. Det var svært at afgøre, hvornår vi egentlig var ude af byen, men efterhånden blev der færre og færre huse.
Efter en god times kørsel passerede vi et større område, hvor der fremstilles salt. Store dynger af saltstakke på ca. 50 cm. højde stod i massevis.
Bilen, en ældre wan, var helt perfekt til os. Det passede med antallet af sæder og bagagen kunne fint stå bagerst i bilen. Der var en række mindre med sæder i forhold til den wan, vi havde kørt til Pattaya med dagen i forvejen. Det gav blot mere benplads, så det var helt fint.
Efter nogle timers kørsel, hvor der blev brugt lidt tid til småsnakken og til at nyde den natur vi passerede - og meget tid på i ro og fred at konsumere de sidste dages mange oplevelser, drejede vi til højre fra hovedvejen, der går mod det sydlige Thailand. På sidevejen gik det støt opad til en dæmning. Vi gjorde holdt i en lille landsby ved bredden af en stor, kunstig sø. I landsbyen var der arrangeret frokost på en restaurant ved bredden af søen men før frokosten blev serveret, skulle vi sejle en tur på søen.
Snart efter kom en longtailbåd tøffende. Der var fint plads til os - og denne gang fik vi så båden for os selv! Bådens pladser var overdækket med et sejl, der beskyttede mod middagssolen - der dog havde valgt at være fraværende denne dag.
Vi blev bænket i bådens lave sæder og afsted gik det rundt på søen. Selv om søen var pæn stor, virkede det som om vi havde den helt for os selv. Der var åbenbart ikke mange turister i dette område, der iøvrigt er en nationalpark. Der var heller ikke meget beboelse rundt langs søens bredder. I det hele taget var der ikke så meget at kigge på undervejs men turen var alligevel meget behagelig - ovenpå 3 dage med hektisk aktivitet og mange mennesker.
Tilbage til restauranten, hvor der ikke blev serveret grøntsagssuppe, som de havde reklameret for inden vi tog på sejlturen (den var der måske nogle andre, der havde spist). Til gengæld fik vi 4 - 5 forskellige retter, der smagte forrygende. En af retterne var en stor fisk, der var fanget i søen. Vi var ikke 100 procent sikre på, at den var helt frisk men vi spiste den alligevel og den smagte fint. Eftersom ingen fik det dårligt af fisken, så skulle den nok dufte sådan lidt af gammel fisk!
Godt mætte - og efter en kop kaffe - gik turen videre mod Bang Saphan. Vi vurderede den sidste del af turen til at være ca. 100 km. men vi tog fejl, idet der var mere end 200 km. tilbage. Bedre blev det ikke af, at hovedvejen ikke var i så god stand og alligevel kørte chaufføren godt til. Så alle var glade, da vi endelig drejede fra hovedvejen ind mod Bang Saphan.
Efter ca. 7 km. kørsel nåede vi Bang Saphan og vi genkendte banegårdsområdet og det lokale marked. Vi havde en forventning om at vi skulle bo i umiddelbar nærhed af Bang Saphan by men chaufføren drejede ud af den vej, som førte ud til det resort vi boede på, da vi besøgte byen i 1998. Vi blev noget forbavset, da han også drejede ned mod det selvsamme resort. Det viste sig faktisk, at vores hotel lå ca. 600 meter fra vores Suan Luang Resort - blot helt nede ved stranden, hvor Suan Luang Resort lå tilbagetrukket i forhold til stranden.
Coral Hotel så lækker ud. Vi blev modtaget af en assistent til Claude, Eric. Han var også franskmand men talte fint engelsk. Han var et meget behageligt bekendtskab. Han fortalte os kort om hotellet og dets faciliteter. Da vi var blevet skrevet ind, viste Eric os vores hytte, der bestod af 2 2-værelses lejligheder. Far, mor og Torben blev indlogeret i den ene lejlighed og vi andre i den anden.
Alle var udmattet efter den lange tur fra Bangkok. Vi begyndte at frygte den videre tur mod Krabi. Vi vidste ikke hvor langt den tur ville være.
Efter vi havde indlogeret os, nåede Marie og børnene en tur i poolen og så var det spisetid. Hotellets restaurant lå på 1. sal i en af hotellets ældste huse, der var placeret helt nede ved stranden. Vi kunne sidde og nyde skumringen og svagt høre bølgerne på stranden.
Restaurantens menukort fremviste adskillige retter fra Thailand og Europa - bl.a. en peberbøf. Vinkortet afslørede den franske forbindelse. Adskillige franske vine til en fornuftig penge. Mens vi spiste, dukkede ejeren af hotellet Claude op. Han gik rundt og hilste på gæsterne. Han virkede lidt genert men en meget sympatisk herre.
Det blev ikke sent, inden alle gik til køjs. En urolig nat ventede de fleste af os med ukendte lyde og larmende klimaanlæg...
